Vi fik arrangeret en rigtig god tur til Lübeck hvor der skulle være et stort MC træf, messe og udstilling. Vi boede på Hotel Scandic, som lå tæt ved havneområdet hvor det hele foregik. Spændende by og spændende dage hvor vi kiggede på MC’ere, udstyr, pynt og alt muligt andet. Der var koncert med Rednex (dem med “Cotton Eye Joe”) den ene aften, men menneskemængden gjorde det næsten umuligt at se noget og desuden lød det forfærdeligt da der var skruet alt for højt op. Men i de gamle lagerhaller på havneområdet i Lübeck, var der gode og spændende stader med alskens udstyr til en MC.

Søndag formiddag var der til gengæld Blues Brothers Band (ikke den ægte, men det var svært at høre forskel). Helt fantastisk og man kunne ikke undgå at stå og vippe lidt med fødderne. Godt sceneshow og excellent guitarspiller. Kan klart anbefales hvis de skulle komme forbi et sted.

Hele området omkring havnen var fyldt med tilkørende motorcykler, så bare det at gå rundt og kigge på motorcykler var en fornøjelse.

Udover selve turen til of fra Lübeck, fik vi ikke kørt så meget. Hotellet lå lige op ad havnepladsen, så vi kunne gå til området. Vi havde fint vejr alle dagene og på selve turen frem og tilbage.