Karlskrona 2011:


Kim og Heidi havde nogle point fra Scandic Hotels der skulle bruges inden udgangen af 2011 og der var lige nok til en tur til Karlskrona sammen med Jannie og Huller.

Så på en fantastisk smuk september lørdag drog vi afsted mod Karlskrona gennem det sydlige Sverige. Turen var lang og det første stykke fra København mod Karlskrona var kedelig, tåget og lang. Den sidste halvdel af turen var dog ganske flot og hyggelig, til trods for lidt tåge. Landevejen var rigtig god og vi bugtede os igennem skove og langs Østersøen.

Kim havde haft nogle start problemer med sin MC et par dage før (og igennem længere tid) og den skulle da også (endnu en gang) løbes i gang, næsten hver gang vi havde holdt pause. Frustrerende og meget irriterende problem som efterhånden havde stået på et stykke tid. (Vi har dog senere fundet fejlen og har ikke siden haft disse problemer.)

Turen var flot og Karlskrona overraskede med sin hyggelige atmosfære, et dejligt hotel og med flot udsigt over skærgården og de små øer omkring byen. Vi gik rundt på havnen og til de små halvøer der ligger spredt rundt om Karlskrona. Da vi kun havde en enkelt overnatning var det med at nyde så meget som muligt af Karlskrona inden vi satte næsen mod København igen.

Turen til København blev i de første 2-3 timer kørt i total tåge, men derefter klarede det op og resten af turen var ganske fin.