Bornholm 2012:


Henrik havde i lang tid plaget om at komme en tur til Bornholm og en pludselig indskydelse og lidt hurtig planlægning gjorde at vi smuttede på en 2-dages weekend tur til dejlige Bornholm. Afsted med morgenfærgen fra Ystad fredag morgen kl. 08.30 og hjem igen søndag morgen kl. 06.30.

At vi nåede færgen i Ystad kan kaldes held, da vi i absolut sidste øjeblik kom med som de allersidste.

2 dejlige dage i rigtig godt vejr og alletiders sted at køre rundt på MC. Vi fik set bl.a. Hammershus, Allinge, Gudhjem, Svaneke, Nexø, Rønne, Åkirkeby, Østerlars Rundkirke og forsiden af Natur Bornholm. Vi fik spist pandekager med is, købt karameller, prøvet øens berømte plankebøf og kom selvfølgelig også forbi Svaneke Bryghus.

Vi boede på øens bedste hotelpensionat i Snogebæk ved Nexø og fik en superb betjening, rabarberlagkage og madpakke til turen hjem.

Bornholm er faktisk helt fantastisk til en MC. Med de mange landeveje der bugter sig igennem den Bornholmske natur. De hyggelige havnebyer med god stemning og små hyggelige butikker. De små markeder der dukker op hist og pist og hvor der altid er en hyggelig stemning. Uanset hvor man er, er det nemt at køre rundt og da øen kun er ca. 100 km i omkreds kan man på 2 dage få set det meste. En rigtig god tur som vi talte om at gentage en anden gang.